Husets historie

Brøndum Forsamlingshus

Af Henry Højgaard

Rundt regnet en mils vej vest for Hobro ligger Brøndum godt i læ for vestenvinden, her har beboerne som i de fleste andre landsbyer levet som vi synger med Grundtvig “Et jævnt og muntert virksomt liv på jord”. Grundtvig var jo en af bagmændene bag landets tusindtallige forsamlingshuse.

Det var omkring 1890tanken nåede til vores lille by hvor fremsynede mænd drøftede et tilblivende forsamlingshus over en pibe tobak, når de mødtes ved skellet. Til virkelighed blev det den 27. juli 1891. Denne dato er protokol. Love og formålsparagraf for Brøndum Forsamlingshus dateret. Alt er nedfældet med sirlig gotisk håndskrift. Det var naturligvis medlemmernes bidrag, der gav basis for forsamlingshusets økonomi. Medlemslisten fra første regnskabsår viser, at bosiddende og byens ungdom hver især har bidraget med 25 øre, allerede 1892 ændredes taksterne, kvindernes ligestilling var forbi, nu måtte ungkarlene erlægge 35 øre for at være medlem, mens pigerne fastholdt 25 øren. I 1893 opkrævedes af egnes folk med fast bopæl følgende: Den der var den lykkelige ejer af en tønde hartkorn eller derover måtte bidrage med 2 kroner, mens den der lå under gav 1 krone. Dette har åbenbart været i overkanten, man har måske ment, pengene lå bedst i borgernes lommer, så f.eks. i oktober 1895 var taksten henholdsvis 1 krone og 25 øre mod 62 øre, måske smiler man af denne fremgangsmåde, men den var i hvert fald langtidsholdbar – i regnskabsåret 1955-56 var taksterne henholdsvis 6 kroner og 3 kroner, men da var både smeden og købmanden rykket over hartkornsgrænsen, mens skolemesteren kun blev opkrævet 3 kroner.

Tilbage til sommeren 1912, hvor man vedtog at bygge to fag til forsamlingshuset. Det skete med to trediedele af aktionærernes stemmer. Samtidig blev, på foranledning af den lokale afholdsforening, servering af stærke drikke i forsamlingshuset forbudt dog tilføjedes: “Det står privat mand frit, der lejer huset, hvad han vil beværte sine gæster med”. Gymnastikforeningen fik lov at benytte forsamlingshuset formedels 15. kroner for en vinter og fik bevilget 50 kroner til indkøb af bom og ribber, som dog skulle være husets ejendom. Samme takst gjaldt også for året 1913, med den tilføjelse, at gymnasterne selv holdt lamperne ved lige med petrolium. Og sådan gik årene før og efter første verdenskrig.

Forsamlingshuset var stedet, man mødtes i sorg og glæde i alvor og gammen. I 1939 trak de mørke skyer op over Europa, i 1940 holdt tyskerne deres indtog i landet, på en dag hvor præsten havde berammet fest for konfirmander, det blev naturligvis aflyst, som så meget andet i disse tider, men aldrig har vore danske sange været sunget med større ildhu, end når man samledes i forsamligshuset i disse år. Også den gang samledes ungdommen til gymnastik i frostklare vinteraftener, hvor taktfast sang lød gennem de rimdækkede ruder og vægge. Enkeltefester blev det også til, men tyskerne dikterede udgangsforbud efter mørkets frembrud, så ungdommen måtte danse om eftermiddagen fra klokken 14 til 17.

I 1944 beslaglagde værnemagten forsamlingshuset og indkvarterede russiske krigsfanger der. Efter befrielsen og dertil hørende festligheder i den glade sommer 1945 holdt tre af byens borgere deres sølvbryllupsfest, og det gamle forfaldne forsamlingshus kapacitet var blevet så meget for lille, at man i et af tilfældene måtte nyde festmaden i flere hold.

Byens borgere indså efterhånden, at det “gamle hus” der gemte så mange minder og var gået så grueligt meget igennem stod for udskiftning, og efter spage forsøg, hvor man blandt andet i flere år betalte penge ind på forskud til nybyggeri, lykkedes det endelig i 1956 ved fælles hjælp at få det nuværende hus op at stå. Alle bidrog på forskellig vis. De første år derefter virkede bestyrelsen og frivillige hjælpere som værtsfolk, så det lykkedes i løbet af kort tid at få forsamlingshuset gjort gældfrit.

Alle unge og ældre, store og små har haft megen glæde af vort fælles forsamlingshus. I de første år efter det nye forsamlingshus kom op at stå, var det foredrag, der bedst kunne samle egnens befolkning. Diskussionsaftener var og så meget populære, enkelte dilettantforestillinger var også på programmet, Jagtforeningens årlige andespil samlede fuldt hus, ligesom Gymnastikforeningens opvisninger og andre arrangementer kunne få alle af hus. Men vi havde en stille periode fra midten af tresserne, var nede i en bølgedal kan vel siges, alle havde fået fjernsyn og var svære at lokke af huse. Men i de glade 1970 og 80ere samledes den stedlige gymnastikforening hvert år i vintertiden på to ugentlige aftener op mod 150 mennesker til aktiviteter som gymnastik, folkedans, badminton, bordtennis, håndarbejdskursus, foredrag og lignende. Her må heller ikke glemmes børnekomedierne, hvor der til nogle af opførslerne var over 30 aktører. F.eks. i 1973, hvor børnene opførte “Klods Hans” i et stuvende fyldt forsamlingshus – over 160 publikummer. Næsten samme succes i de følgende år med “Snehvide”, “Fyrtøjet”, “Kejserens nye klæder” m.fl.. Og byens ældre har været og er flinke til at benytte Forsamlingshuset til forskellige aktiviteter.

I de senere år er mange nye flyttet til Brøndum, det er glædeligt at se, de møder op i forsamlingshuset, og at de er villige til at løfte “arven” såsom møde op til festlige lejligheder, men sandelig også tage det sure slid med vedligeholdelse o.s.v..

Nyt service er kommet til, parkeringsplads er anlagt, ny trappe med kørestolsslidsk. Arrangementet SPIS SAMMEN kan sagtens samle 100 mennesker. Ånden fra 1893 lever videre i 1993. Skønt at være vidne til, at vi stadig kan stå sammen i vort lille samfund. Og så skal det naturligvis ikke glemmes, at ved mange familiemærkedage er der tradition for at samle venner og familie i forsamlingshuset. Nogle kan vel dårligt tænke sig et andet sted. I Brøndum er næsten alle husstande medlemmer af forsamlingshuset.

En glædelig ting er, at kommunen bakker godt op om forsamlingshusene. Det er jo efterhånden også udover sognekirken det eneste samlingssted, efter at skolen og de fleste forretninger for længst er lukket rundt omkring i de små landsbysamfund.